Den Jyske Sparekasse ejer et skovareal ved Jelling, og en del af dette areal er "udlånt" til Vejle Kommune i forbindelse med etableringen af en skovlegeplads. Nedenfor uddrag af Vejle Kommunes pressemeddelelse:
Ny skovlegeplads i Jelling Skov indvies
Som en del af Vejle Kommunes vision om at gøre naturen mere tilgængelig, indvies onsdag den 12. maj en ny skovlegeplads i Jelling Skov. Indvielsen markeres med et stort arrangement på dagen, hvor 200 af Jellings børn i alderen 5-8 år er inviteret til at afprøve de nye faciliteter.
En længe ventet attraktion
Hvorvidt der er brugt magi til arbejdet med at bygge legepladsen vil en af lederne på Miljøprojektet - Jan Sabat - ikke ud med: ”Vi har ladet os inspirere af vikinger og børnesangen, men der er nu også brugt almindeligt knofedt. Det er en skovlegeplads, som børn og voksne i Jelling med længsel har ventet på at få lov til at indtage. Der er børn forbi næsten hver dag – også inden pladsen overhovedet er færdig og indviet”, fortæller Sabat.
Indvielse og åbent ”hus”
Arrangement den 12. maj begynder kl. 10.00 med et lukket arrangement, hvor Jellings børn sammen med Vejle Kommunes motionsaktivist og de tre konsulenter, der er ansat i Dagtilbud, vil indvie skovlegepladsen. Der skal blandt andet laves bål-mad og de kan opleve mange af skovens andre herligheder.
Klokken 12 vil Søren Peschardt – formand for Natur og Miljøudvalget – og Claus Erik Petersen - administrerende direktør for Den Jyske Sparekasse - indvie den nye skovlegeplads sammen med børnene.
Senere samme dag - kl. 16 – 18 - inviterer Den Jyske Sparekasse til åbent hus under skovens lysegrønne tag. Og som det er typisk i Jelling bliver det en hel folkefest med musik og pølser på grillen.
Den 17. maj kl. 9.30 er der indvielse for dagplejemødrene i Jelling og deres børn. Offentlig – privat samarbejde er en god ting.
Ny skovlegeplads for alle
Privatejet skov
Skovlegepladsen ligger i Jelling Skov på et stormfaldsareal, som ejes af Den Jyske Sparekasse. De har velvilligt stillet arealet til rådighed for en kommunal skovlegeplads i ti år.
Engagement i lokalområdet
Og som Claus Erik Petersen siger: ”Den Jyske Sparekasse er stærkt lokalt forankret i en række jyske byer, og købet af skoven er et tiltag, som vi har gjort for at vise den ansvarlighed og det engagement, der ligger i at være et lokalt pengeinstitut.”
Læs den officielle invitation til indvielse af Jelling Skovlegeplads her...