Pressemeddelelse modtaget den 30. juni 2010 fra Grindsted Landbrugsskole:
Nyindstiftet hæderspris til Agrarøkonom fra Grindsted Landbrugsskole
Agrarøkonom Jens Jørgen Nielsen havde det store smil fremme, da han helt uforberedt pludselig stod med en check på 10.000 kr. fra Den Jyske Sparekasse.
Fokus og personligt drive
Landbruget er et af Den Jyske Sparekasses kerneområder, og her er man stærkt interesseret i, at de kommende landmænd er seriøse, dygtige og innovative, og at de kan bevare overblikket over produktionen, samtidig med, at de lægger strategier for fremtiden. Agrarøkonomuddannelsen tager 5 år, og det er ikke mindst på den afsluttende del, at der virkelig ses et personligt engagement i eksamensprojekterne, da de oftest knytter direkte an til den fremtid, de kommende landmænd ønsker sig i erhvervet.
Flotte ord fra landbrugschefen
Under den festlige afslutning for agrarøkonomholdet - det første fra Grindsted Landbrugsskole - fandt landbrugschef Arne Jacobsen fra sparekassen de store ord frem, da han motiverede valget af Jens Jørgen Nielsen som den, der skulle modtage den ny hæderspris på baggrund af hans eksamensopgave:
Stor indsats - fagligt og socialt
”Opgaven er veldisponeret og præcis; analyser, beregninger og konklusioner er troværdige og de forholder sig hele tiden til den vision og de værdier, der er grundlaget for opgaven. Det samme gælder for vurderingen af de sandsynlige udviklingstendenser for erhvervet og for samfundet. Desuden har du i hele kursusforløbet ydet en god indsats, såvel fagligt som socialt.” Han ønskede desuden held og lykke med projektet, der handler om etablering af et gårdmejeri på Jens Jørgens fødehjem ved Ballum.
Jens Jørgen Nielsen med check, kæreste og landbrugschef Arne Jacobsen
Måske er der lys forude
Arne Jacobsen kom også ind på den krise, landbruget har været ramt af p.g.a. lave afregningspriser og finanskrisen generelt, men vurderede, at der er lys forude, hvilket afspejler sig i stigende notering og mælkepriser.